18-10-2012 13:02 er siden sidst blevet opdateret

Hit Counter Så mange har kigget her forbi

KONFERENCE FOR LOKALRÅD OG ILDSJÆLE

LØRDAG DEN 22. SEPTEMBER KL. 9.00-13.30

HUSET I STILLINGE, BILDSØVEJ 74C, KIRKE STILLINGE, 4200 SLAGELSE

Webmaster: Jeg har lige redigeret billederne - teksten kommer senere - for nu vil jeg lige se film i TV. Jeg er endnu ikke færdig med teksten, men lidt er det da blevet til.

Vi har et par konklusioner vedrørende disse konferencer:

Det er simpelthen ikke til at holde ud, at man har hældt så mange ting på programmet, at der ikke er tid til at holde pauser. Det skyldes at talerne er så glade for at plapre løs, at de overskrider den tiltalte taletid.

Denne mødeform er utålelig - ingen kan holde ud at høre på fleres timers diasshow - som i de fleste tilfælde foregår på den måde, at foredragsholderen står og læser op for os, hvad der står på skærmen. Diasshowet er et middel til at anskueliggøre ting for os. Det er ikke en "støttepædagog" for foredragsholderen. Der er nogen der kan forelægge noget for en forsamling og "komme ud over rampen" og der er andre der ikke magter det. Jeg bliver nødt til at gå et par gange undervejs og få lidt luft. Lokalet bliver drønende lummert og jeg er simpelthen ved at falde i søvn. Der bliver også sagt en del vrøvl, vås og ævl.

Det er utåleligt, at der ikke er mulighed for dialog i rimeligt omfang mellem indlægsholderne og deltagerne. Det hele virker som "højtlæsning for smådværge".

Jeg hader at blive indlagt som "klakkør" til disse møder. Det er ligesom i Shakesspeares "En skærsommernatsdrøm": "Nu har muren gjort sin pligt, nu kan muren gå sin vej". Det er Slagelse kommune, der er muren - forstås!

En meget stor del af indlæggene er helt uden relevans for os lokalråd - vi kan ikke bruge det til en dyt. Tænk om vi kunne have drøftet stiplanen, busplanen, trafiksikkerhedsplanen og meget meget mere på løbende møder med byrådets relevante politikere og kommunens embedsapparat - og det vel at mærke på et så tidligt tidspunkt, at alle relevante beslutninger ikke allerede var truffet. Vi har ikke den mindste indflydelse på disse møder og deres indhold.

En ting der også ærgrer os er, at vi stort ikke får lejlighed til at få hilst på de øvrige mødedeltagere og komme i dialog med dem og få udviklet erfaringer.

Til sidst kommer et referat fra vor efterfølgende generalforsamling i K.L.R. der på bedste vis underbygger det jeg skriver ovenfor.

Det her kan lyde som en sur gammel mand. I tager fejl - det er yderst relevant, hvis der skal være demokrati i Slagelse kommune og det arbejde vi i lokalrådene udfører skal fungere. Denne mødeform må og skal ændres. Det er nu femte eller sjette gang jeg kommer med denne konstruktive kritik.

Webmaster

For at inspirere og udveksle erfaringer holdes der konferencer for ildsjæle, lokal- og landsbyråd m.fl.


 

Landdistriktskonferencen 22. september 2012

Årets konference blev holdt i HUSET i Kirke Stillinge, og ca. 70 interesserede inldsjæle og lokalrådsmedlemmer deltog. Dagens tema var 'Muligheder for udvikling i Landdistrikterne'.

Læs mere:

Jeg har fået ovenstående tilsendt fra Anne Justiano. Her kan man med egne øjne læse hvad det var for et show vi skulle være statister i. Velbekomme. Webmaster. Undskyld mig de hårde ord, men vi i lokalrådene kom aldrig til at inspirere hinanden og fik ingen lejlighed til udveksle erfaringer.

Vi er stået tidligt op. Det plejer vi ikke lørdag morgen. Vi skal lige have et bad, en kop kaffe og se morgenavisen. Vi kører kl. 8.00 så skulle vi være fremme 15-20 minutter senere. Mødet byder på morgenmad, så det kan vi lige så godt tage her.

Det er et forfærdeligt gråt trist vejr med tunge lavthængende mørke skyer, der er fulde af vand. Det er det vi kalder selvmordervejr.

Vi har lige parkeret bilen og jeg vil lige have mig en smøg. Så ser vi Jytte Knuth og Mona Vielsted fra Vemmelev lokalråd - som er vort nabolokalråd mod øst - sammen med Stén Knuth. Vi hilser.

Vi kan også se at formanden for vort nabolokalråd mod nord - Stillinge-Hegninge lokalråd - Lars Sloth er i fuldt vigør. De skal jo være værter i dag. Lars er ved at hente og bære stole ind i salen.

Vi får taget lidt morgenmad og jeg sætter mig sammen med Jytte Knuth og Mona på den ene side og Sinnet Bøgewadt fra Flakkebjerg lokalråd på den anden. Min kære viv sidder ved bordene bag ved. Vi kan lige så godt sprede os lidt.

Klokken er blevet 9.00 og vi kan gå i gang med selve mødet. Lars Sloth byder os velkommen og giver lige lidt praktiske oplysninger om huset, som han er stolt af. Ja, gid dog vi også havde et sådant samlingssted hos os i Tårnborg. Lars fortæller også, at til frokosten vil alt det vi skal have at spise lokalt fremstillede produkter.
Så kommer tidligere Korsør borgmester - nu formand for planudvalget Flemming Erichsen på banen. Han byder velkommen på Slagelse kommunes vegne.
Så bliver der lagt ud med et foredrag fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Det er henholdsvis Camilla  Hjortkær og Christian Lützen der ligger ud. Dette ministerium er spritnyt, nedsat af den nye regering. De fortalte, at de var kommet så betids, at de lige havde kunnet gå en tur ved stranden herude inden mødet. Det var så indledningen til hvor meget, det at der var natur - ikke store opdyrkede arealer med korn og andre afgrøder, men ægte natur - betød for bosætningen.
Jeg skal ikke forsøge at gengive det hele her, men det handler om, at vi får fortalt om hvilke mål man fra regeringens side har med landdistrikterne og hvilke tiltag man arbejder med for måske at kunne skabe vækst og udvikling her. Det forudsætter at man har viden om, hvad der sker i landet. Tendensen er ganske tydelig folk vandrer fra land til by og ikke omvendt. Det her som tovholderen på mødet Anne Justiniano gør med sine arme kan jeg ikke gøre hende efter - kan du?
Her har min kære viv slået sig ned - hun sidder her i sin turkis-farvede bluse med et matchende halssmykke. Næsten neden for bordenden til højre har kommunens erhvervsudviklingschef Per B. Madsen slået sig ned. Erhvervslivet får service og der er lige ansat nye konsulenter. Tænk hvis lokalrådene fik samme opbakning og bevågendhed.
Der bliver forelagt en masse plancher som lynhurtigt giver os et overblik over, hvad der er værd at hæfte sig ved. Der er egentlig ikke noget at undre sig over og der ikke noget specielt nyt i det her. Det er derimod i de idéer man arbejder med. Lad os blot tage et enkelt eksempel: Der skal bygges et en Fehmern forbindelse. Det er en kæmpe investering i infrastruktur - det drejer sig om 160 milliarder kroner. Nu er opgaven hvordan kan man dette arbejde eller sin andel af det over på danske hænder til gavn for lokalområderne på Falster og Lolland. En idé kunne være at man sende unge på praktik i tyskland, hvor man har praktikpladser nok og så uddanne de unge her. Når byggeriet startede op kunne de komme tilbage og så kunne de få beskæftigelse med Fehmern forbindelsen.
Her har vi Jytte Knuth ude til venstre og overfor hende Stén Knuth, der håber at blive Slagelses ny borgmester - det var kun 124 stemmer ved sidste kommunevalg, der skilte den røde og den blå blok. Helt tilbage til højre sidder Jens Thornsen, der er formand for Tårnborg Skoles støtteforening. Han smutter lige over og hilser på mig.
Sinnet Bøgewadt har en del spørgsmål af opklarende og uddybende karakter. Sinnet er kvik i hovedet - det kunne vi se, da hun var med til at udarbejde det alternative skolestrukturforslag.
BORNHOLM - BORNHOLM - BORNHOLM, DU MIN DEJLIGE FERIEØ ...

Da jeg så billedet af Gudhjem mølle mindedes jeg en sommer, da jeg var 10 år gammel. Min mor og jeg havde taget et job med at dele fagblade og ugeblade ud på H.C. Ørstedsvej. Det gjorde vi kunne invitere far med til en ferie på Bornholm. Det blev i Gudhjem i huset overfor det hus som Sonja fra Saxogade holdt ferie i langt senere. Det blev en rigtig dejlig ferie for os alle tre. Min far fotograferede turen og jeg har en hel del billeder fra turen - blandt flere et hvor jeg står med min mor oppe på møllen, som på billedet nedenfor. I sandhedens interesse skal jeg sige, at jeg aftjente min værnepligt på øen og har derfor et rimeligt kendskab til den.

Så kommer Jørgen Hammer på banen. Han taler til min store forbavselse rigsdansk, man kan ikke høre han er bornholmer. Vi får en masse inspiration fra ham. Der er givet idéer vi direkte kan kopiere. Lad mig blot nævne een ting. Man har fået gang i produktionen af højt udviklede specielle fødevarer - et svin - og den kendte Bornholmer hane samt en masse andre produkter. Det er lykkedes, at få ansat Georg Julin (kendt fra morgennisserne) til at hjælpe med markedsføringen af disse fødevarer inden for hos supermarkedskæderne. Vi griner da han fortæller hvorledes det lykkedes, at få kapret prins Henrik til indvielsen af Gudhjem mølle. Prinsen skulle på sin årlige bukkejagt på Bornholm. Så skød man lige indvielsen til han var på øen og så kunne han ikke lige sådan sige nej.
Så kommer Gitte fra planlægningsafdelingen på banen. Gitte er arkitekt og bor på Vesterbro i København. Hun fortæller om en statistisk undersøgelse som kommunen har lavet. Man har spurgt folk der bor i Slagelse kommune hvad de tror tilflyttere lægger vægt på for at bosætte sig her og samtidig har man spurgt tilflytterne hvad de har lagt vægt på. Der er ingen overensstemmelse.

I sandhedens interesse skal jeg dog sige, at vi snakker lidt rundt ved bordet. Vi er bestemt ikke enige i undersøgelsens resultat og mener den er lavet forkert.

Så er det Lone Winds tur. Nu er man kommet så langt, at man skal have udarbejdet en stiplan for Slagelse kommune som et kommuneplanstillæg. Vi har hørt det hele før og ved godt at vi skal i gang nu i første høringsfase. Jeg får lige bestilt 5 kort og 5 planforslag. Da de 13 eksemplarer hun har med er revet væk i løbet af et øjeblik. I øvrigt skal jeg henvise til brevet nedenfor og den generalforsamling vi afholdt efter mødet i K.L.R. - her gav vor bestyrelse udtryk for, at vi er blevet holdt for nar og at de 13 lokalråd der har indsendt deres stiforslag ikke kan finde dem på kortet. Vi var også blevet lovet møder med kommunen i denne sag. Det blev bare aldrig til noget.
Så har vi været i Workshops og nu bliver der givet resumeer af, hvad der er kommet frem.
Her i midten sitter Niels, han har tidligere været i Korsør Byråd og i Slagelse Byråd, men blev ikke valgt ind. Han er dog 1. suppleant på Socialdemokratiet liste og har derfor været indkaldt et par omgange. Han er gift med Lene Wibroe, som sidder i Byrådet for Socialistisk Folkeparti.
Her lige midt i billedet sidder så endnu en byrådspolitiker, det er Helle som mig bekendt bor her i Stillinge området.
Her lige midt i billedet sidder Jan Møller Pedersen som jeg har sat mig lige overfor. Senere da mødet er overstået og vi har spist frokost går vi i gang med K.L.R.´s generalforsamling. Han får sig noget af en overraskelse, da han er blevet valgt til årets ILDSJÆL og Lars Sloth kan overrække ham prisen på 5.000 kr. Han er overrasket og tydeligt bevæget over, at så mange har indstillet ham fra Flakkebjerg og det er helt utroligt hvad Jan har udrettet for sit lokalområde - det er der sat pris på. Det havde han ikke regnet med, at så mange havde noteret sig. Desværre er der alt for få, der bliver til generalforsamlingen.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indsat af webmaster den 6. september 2012

 

 

 

NYHEDSBREV

Fra Kontaktudvalget for Lokalråd i Slagelse Kommune (KLR) juni 2012

 

Politikerne i Slagelse Kommune har ofte udtrykt ønske om større borgerinddragelse og ønsket om borgernes ejerskab til vores fællesskab, men disse ønsker deles ikke af alle i Forvaltningen. Slagelse Kommune bad 4. april 2011 KLR om at samle en gruppe ildsjæle, der skulle følge arbejdet med udformningen af et Kommuneplantillæg om stier. Gruppen blev nedsat for snart 1 år siden, og vi har gennem dette år adskillige gange, men forgæves, forsøgt at få en dialog i gang. Det er hensigten at Kommuneplantillægget skal vedtages i år, og tillægget er nu laaaangsomt på vej gennem Forvaltningen, dog uden følgegrupperne har set så meget som et bogstav. Tillægget kommer formentlig i offentlig høring hen over sommeren, og her kan følgegrupperne – sammen med den øvrige befolkning – så endelig se, hvad Forvaltningen har fundet på. Følgegrupper, borgerinddragelse og ejerskab har trange kår i Slagelse Kommunes Planafdeling. KLR opfordrer alle Landsby- og Lokalråd til at nærlæse tillægget og komme med konstruktive input og indsigelser under høringsperioden.

 

Langt mere lydhøre er Vej & Park, der har inviteret bl.a. KLRs bestyrelse til et dialogmøde om den nye plan for kollektiv trafik, der ligeledes skal i høring hen over sommeren med henblik på vedtagelse i Byrådet sidst på året. Også her opfordrer KLR alle Landsby- og Lokalråd til at nærlæse planen og komme med konstruktive input og indsigelser under høringsperioden.

 

En anden kommunal plan der kommer i høring i løbet af sommeren er Trafiksikkerhedsplanen. De fleste husker sikkert, at hverken kommunens administrative eller politiske ledelse havde tid til at deltage i KLRs dialogmøde d. 24. marts – måske fordi de havde travlt med udarbejdelsen af denne plan. KLR mener dog at dialog, inden udarbejdelse af div. planer, ville lette og fremme arbejdet betydeligt. Vej & Park overvejer også her, at inviterer interessegrupper – herunder KLR – til drøftelse om planen, inden den sendes i høring. HUSK at holde øje med offentliggørelsen, og indsend konstruktive input og indsigelser under høringsperioden.

 

KLR vil også fortsat understøtte og bakke op om det store arbejde de enkelte Landsby- & Lokalråd gør i deres respektive lokalområder, og vi vil fortsat give et ”skulderklap” til de mange ildsjæle der arbejder uselvisk for deres landdistrikt. Derfor vil vi igen i år uddele:

KLRs Årspris.

Prisen gives til en person der uegennyttigt arbejder for et lokalområde i Slagelse Kommunes landdistrikter.

Den gives for det ulønnede bestyrelsesarbejde og for det frivillige foreningsarbejde. Den gives til en af ”Tordenskjolds Soldater”, der ofte stiller op for lokalområdet og foreningerne, en ildsjæl der yder en indsats udover det normale i ”det daglige foreningsarbejde” i lokalområdet.

Prisen kan også gives for ”den gode historie” i et enkeltstående succesfuldt projekt, hvor en ildsjæl har gjort sig særligt positivt bemærket.

Prisen kan også gives til foreninger eller institutioner, der ved frivilligt arbejde løfter en særlig opgave i lokalområdet, eller har gennemført et enkeltstående succesfuldt projekt, til gavn for en større del af lokalområdet.

Foreninger, institutioner og enkelt personer kan indstille kandidater til prisen, indstillingen skal være KLR i hænde senest 31. august

 

Disse ildsjæle findes i alle vores landdistrikter, også i dit. Giv et håndfast skulderklap og en tydelig anerkendelse til ”Jeres” største ildsjæl – send din indstilling til klrslagelse@gmail.com.

KLR holder jfr. vedtægterne generalforsamling til oktober, igen i år tilstræber vi at holde den i forlængelse af en konference. På årets generalforsamling er Jørgen Damgaard og undertegnede på ordinært valg, og da KLR hverken modtager opbakning fra Landsby- eller Lokalrådene i kommunen, har vedtægter der giver os lidt ”pondus”, eller inddrages i et samarbejde med Kommunen, modtager ingen af os umiddelbart genvalg. Med samme begrundelse ønsker resten af KLRs bestyrelse heller ikke at fortsætte arbejdet, og stiller derfor deres mandater til rådighed på generalforsamlingen.

 

Der skal altså vælges en helt ny bestyrelse, hvilket ikke skulle være helt umuligt. Arbejdspresset er ikke højt, og den afgående bestyrelse skal nok agerer fødselshjælper i det omfang den nye bestyrelse skulle ønske det. For god ordensskyld medsendes KLRs vedtægter sammen med dette nyhedsbrev.

 

ALTERNATIVT, for et sådan er der, kan den nuværende bestyrelse tilbyde at fortsætte som ”sleeping bear” og ”formueforvalter”. KLR kan altså gå i dvale med den nuværende bestyrelse, der så udelukkende vil afholde den årlige generalforsamling med dagsorden i henhold til vedtægterne og uddeling af KLRs Årspris.

 

Den bedste løsning vil naturligvis være at vælge en ny, slagkraftig bestyrelse. Kan dette ikke lade sig gøre, anbefaler den nuværende bestyrelse den alternative løsning, da det andet alternativ er nedlæggelse af KLR. Ved en fuldstændig nedlæggelse tror vi det vil blive umådelig svært, igen at få rejst en samarbejdsplatform for kommunens Landsby- og Lokalråd, og der kan i fremtiden blive hårdt brug for en sådan platform.

 

Bestyrelsen opfordrer alle Landsby- og Lokalråd til, at overveje situationen, møde op på generalforsamlingen og gøre indflydelse gældende.

 

Bestyrelsen ønsker alle en rigtig god sommer.

På bestyrelsens vegne

Lars Schou

klrslagelse@gmail.com