HELLIG ANDERS KORS PÅ HVILEHØJ

Det skal bare lige blive godt vejr igen.

Det ser det ud til at blive mandag den 13. august 2012, men vi venter til tirsdag den 14. august, der tyder vejret på at blive bedst. Det bliver det.

Vi pakker bilen - en lille billig i10 fra Huyndai - med lidt drikkevarer, lidt frugt og lidt slik og jeg køber lidt tobak i Brugsen.

Nu skal GPS´en stå sin prøve. Vi har mandag aften gennemgået vor rute - men tilsyneladende ikke grundigt nok. Vi bliver dirigeret på nogle omveje og Tystrup-Bavelse søerne og Susåen kommer vi aldrig til.

Vi må droppe Gyrstinge og Haraldsted og der er flere kirker som vi bare kører forbi, fordi vi ikke kan nå det - og heller ikke orke så meget på en gang.

En ting er dog hjemme det gode vejr. Det er rigtigt varmt og et super-flot vejr.

Vi lægger ud med Hellig Anders. Det er Slagelses skytshelgen og omkring 5 kilometer vest for Slagelse by ved landevejen Korsør-Slagelse skulle der være et kors. Vi er kørt her forbi tusinde gange i årenes løb, men har aldrig set noget kors. Vi tror det står ud til vejen.

Det gør det også, men landevejen er blevet forlagt, så man skal ind til det. GPSen finder det for os.

Det er vejkrucifiks, der står på en af de mange bronzealderhøje vi har området. Disse høje har vi haft 150.000 af i landet - i dag er der omkring 50.000 tilbage.

Der er sikkert nogle der tror, at det er Hellig Anders der hænger på korset, som er et typisk vejkrucifiks som vi kender dem fra det sydlige udland. Det er det ikke - det er frelseren - her i en noget frønnet og forsumpet udgave.

Der er en fantastisk udsigt heroppefra. Det er godt sted at aflægge besøg.

Det hele er i en trist forfatning. Informationstavlen mangler informationssiden. En stor brun bagerpose med tomme blikdåser og andet affald er henkastet på stedet. Kommunen kunne ikke drømme om at opsætte bænk og bord og affaldsstativ - pengene skal bruges til vækst for erhvervslivet. Denne vækstfilosofi med stadig vækst i forbrugerismen og køb og smid væk mentalitet er ikke lige os. Vi mener ting skal være bæredygtige og vi hader produkter med indbygget forældelse. Vor klode har ikke så mange ressourcer, at vi bare kan lave alt om til affald, som vi ikke ved hvor vi skal gøre af.

Pludselig kommer en mand cyklende. Davs med dig - råber vi - kom herop og se på den Hellige Anders. Han stiller cyklen og kommer op til os. Hvad er det her for noget? - siger han. Der står ikke noget på informationstavlen.

Så får han historien om Anders der var draget på korstog til Jerusalem, da han skulle hjem var der en der tog ham op så sin hest, men Anders var meget træt og faldt i søvn. Han vågnede op næste dag her på højen og skyndte sig hjem til Skt. Peders kirke i Slagelse (byens ældste bygning), hvor han var præst - så han lige kunne forrette vesperen.

Heraf kan man lære, at hvis man virkelig tror, så kan alt lade sig gøre. Han må jo være blevet fløjet hjem med Angel Airlines fra det Hellige land.

Det fortælles også om ham - og det skulle være rigtigt sandt, at engang fik han en aftale i stand med kongen, der var på besøg i Slagelse. Han fik lov til at få så meget byjord til Slagelse by som han kunne nå at omride på et ni dage gammelt føl, mens kongen tog sig et bad.

Dengang i middelalderen kunne man godt tage lange bade, og det var da også ved at blive farligt for kongen med den aftale. Nu må du se at komme op af badet og få tørt dig i en fart - sagde kongens mænd - ellers fortryder du bittert aftalen. Det er derfor Slagelse er så stor en by i forhold til sit beskedne indbyggertal.

Det var godt, at jeg mødte Jer - ellers havde jeg da aldrig fundet ud af, hvad det her er for noget. Jeg kommer fra Odense og er taget med toget over med min cykel. Jeg kører ad cykelrute 6 og har lige været gennem Svenstrup. Jamen der kommer vi fra. Det går ellers godt op ad bakke hertil. Jeg har bestilt bed and breakfast til overnatning ude ved Harrested. Vi fortæller ham om vore planer og drøfter lidt Danmarkshistorie og munkeliv. Nu vil jeg sætte mig ned ved foden af højen og hvile mig og nyde udsigten i det gode vejr. Kan I ha en rigtig god tur. Tak i lige måde - siger vi. Pas nu på ikke at falde i søvn her, så kommer Englene bare og tror de har en transportopgave.

Hellig Anders var præst i Slagelse og døde i 1205. Der var mange mirakler i hans liv. Et af dem var en hændelse på hans pilgrimsrejse til Det Hellige Land, Israel. Påskedag ville hans rejseledsagere hjem. Anders ville imidlertid først til messe i Jaffa og blev ladt alene tilbage. Han var til fods, men på hjemvejen tog en rytter ham med på sin hest. Anders faldt i søvn i den fremmedes arme. Forunderligt nok vågnede han op samme aften liggende på Hvilehøj. Han hørte kirkeklokkerne i Slagelse kalde ham til aftensang. Bønderne rejste herefter et kors med en inskription på Hvilehøj. Men da de lod det forfalde, blev egnen ramt af kvægsyge. Kvægsygen stoppede først, da de rejste et nyt kors.
 

Hellig Anders var en munk fra Antvorskov Kloster. Det var Johanitterne der holdt til her. De var også kendt som korsriddere og det er deres fane, som paven senere anerkendte som Dannebrog. Han blev præst ved Sct. Peders Kirke omkring 1200-tallet. Han er en folkehelgen, en hellig mand, der aldrig blev kanoniseret. Legenden fortæller, at Kong Valdemar engang tilstod Anders så meget jord til Slagelse by, som han kunne ride på et ni nætter gammelt føl, medens kongen var i bad. Under dette ridt tabte Anders sin ene handske, og herefter udsprang der en kilde.

Offentligt tilgængelig Nuværende kors: 1952

Ældst bevarede krucifiks: 1762

Hellig Anders død: 1205
 

Til kirken er knyttet legenden om Hellig Anders, en præst ved kirken, som i kraft af det mirakel, han oplevede under en pilgrimsrejse, blev betragtet som en helgen, selvom han aldrig blev kanoniseret. Anders var i Det hellige Land sammen med andre folk fra Slagelse, men da han ikke ville forlade landet uden at have overværet en messe i Jerusalem, blev han efterladt af sine rejsefæller. Han faldt i søvn på en høj uden for byen, og blev tilbudt at ride med, af en hvid rytter, men da han blev sat af, var han ikke i Jerusalem, men på en høj uden for Slagelse, som siden er blevet kaldt Hvilehøj. Det menes at Hellig Anders blev begravet i kirken i 1205, og der fortælles mange sagn og legender om ham.

1150
Sct. Peders kirke opføres. Ældste nuværende bygning i Slagelse. Oprindeligt bygget i romansk stil, senere gotisk.

1164 Antvorskov Kloster grundlægges med tilladelse af Valdemar den Store. Klosteret var Johanitternes nordiske hovedsæde og blev et center for dansk kultur. F.eks. blev en af de første trykte bøger i Danmark “Belejringen af Rhodos” udgivet her. Antvorskov Kloster blev et af landets rigeste klostre med 6.000 tdr. hartkorn i 1536. Se under år 1219.

Ca. 1205 Hellig Anders blev begravet. Han var den første præst ved Sct. Peders kirke i slutningen af 1100-tallet. Hellig Anders indgik et væddemål med Kong Valdemar: Mens Kong Valdemar var i bad skulle Hellig Anders ride på et ni nætters føl, og det område som han kunne nå at ride ind, ville blive givet til byen. Under rideturen tabte Hellig Anders sin handske og en kilde udsprang, heraf navnet Hellig Anders kilde. Anders vandt på en eller anden forunderlig måde dette væddemål. En anden fortælling om Hellig Anders: Hellig Anders rejste til det hellige land, og historien går på, at han samme dag nåede at være til gudstjeneste både der og i Slagelse.

1219 Danmarkshistorien fortæller, at Dannebrog faldt ned fra himmelen ved Valdemar den Stores korstog til Estland. Det er der en sandsynlig forklaring på: Johanniterne, munkene som boede på Antvorskov Kloster, deltager i Valdemar den Stores korstog til Estland. Johanitternes flag er et flag med rød baggrund og et hvidt kors. Det antages derfor som en naturlig forklaring, at det var Johanitternes flag som “faldt ned fra himmelen”. Til minde om dette rejses i 1969 Danmarks højeste flagstang i Slagelse, for enden af Slotsalléen, lige bag hvor ruinerne fra Klosteret ligger.

Hellig Anders
Hellig Anders, der har givet navn til vores loge, var præst ved Sct. Peders Kirke i Slagelse.
Han var Slagelse Kjøbstads gamle skytshelgen, der døde i 1205, og der går mange sagn om Hellig Anders og hans godhed.

Det mest kendte sagn fortæller, at Hellig Anders anmodede Kong Valdemar om at give Slagelse by noget mere jord, og kongen lovede da – måske nok lidt spøgefuldt – at forære så megen jord, som Hellig Anders kunne omride på et ni dage gammelt føl, medens kongen var i bad.

Hellig Anders betjente sig så godt af tilbuddet, at hofmændene skyndte sig til kongens bad, og opfordrede ham til at standse Hellig Anders’ ridt, da han ellers ville nå at omride hele Sjælland.

Nu gav kongen sig dengang god tid, når han var i bad eller i badstue, men alligevel har Slagelse næppe fået sine byjorder på denne måde.

Sagnet fortæller endvidere, at Hellig Anders på sin fantastiske ridetur, var så uheldig at tabe sin ene handske, og straks sprang en kilde frem på det sted, hvor handsken faldt.
Denne kilde kan endnu ses i Landsgrav by på Kildevej, der ligger ca. 2 km. fra Slagelses centrum mod Korsør. Kører man et par km. længere mod Korsør, kan man på Hvilehøj se Hellig Anders Kors.
 

MOTORVEJEN

HASHØJ - GALGEBAKKEN - LINK TÅRNET

Allerede da jeg som ung mand begyndte at interesse mig for radio, kørte jeg ofte om aftenen herned fra København  for at afprøve mit hjemmebyggede radiogrej sammen med et par kammerater. Stedet skulle være det bedste til VHF-forbindelser til København og til Vissenbjerg på Fyn - jeg havde en veninde, der var nabo til tårnet der. Man havde heller ikke nogen problemer med at komme igennem dertil. Jeg havde også en ven i Malmø jeg kunne afprøve udstyr med. Det der var problemet her var, at tårnet var spækket med et hav af udstyr og alle de sendere udsendte spurious og harmoniske, så det vi skulle modtage druknede i signaler fra tårnet. Vi fandt da på at køre over til kirken. Her var ingen støj og stedet var næsten lige så godt.

Senere i livet har jeg igennem de seneste år været til mange timelange møder i forsamlingshuset. Af og til er jeg gået en tur og røget lidt. Da fik jeg tanken om, at nu ville jeg se stedet.

Da jeg aldrig havde fået set Hashøj og Galgebakken - i min ungdom var vi her altid om aftenen og natten - eller kirken og for den sags skyld tårnet i dagslys - så måtte vi lige have et stop her.

I dag bruges tårnet ikke mere til link af DRs Tv-signal til Jylland eller i Eurovisionskæden. Så vidt jeg kunne se er der masser af udstyr i tårnet - herunder udstyr til flynavigation. Der var også masser af paraboler til up-downlink til/fra sattelitter og en masse datalinks.

Der var den herligste udsigt oppe fra Galgebakken, selv om det kræver sin mand at komme derop og især ned igen. Jeg gled ned på endebalderne. Min kone klarede det faktisk bedre end mig. Jeg kunne se, at man var ved at bygge omfartsvejen om Slagelse og vi kunne se hjem til os selv i Svenstrup.

Det var høst og en mejetærsker tøffede rundt på marken overfor.

Så tog vi over til kirken. Den skulle have været åben, men den var lukket. Pyt med det, selv om jeg gerne ville have været en tur oppe i tårnet. Det er en tidlig middelalderkirke - senere ombygget. De ligner stort set hinanden alle sammen. Her er som jeg husker det også en formidabel udsigt.

SLOTS BJERGBY KIRKE

PEDERSBORG KIRKE I SORØ

 Det viste kort er lavet af "Skalks tegner, Jørgen Kraglund efter Mejers gamle Sorø-kort. - Stednavnene skal tages med forbehold. De er hastigt nedkradsede, ikke altid læselige og på en blanding af tysk og dansk.

 

Det viste kort er Johannes Mejers originalkort fra midten at 1600-tallet med den vandomfyldte ø. På sydspidsen er Sorø så småt ved at opstå omkring kirken og det forhenværende klosters bygninger. Den buede dobbeltlinje hen over byen er et forsvarsværk, som Frederik II lod opføre. Tværs over øen - fra bro til bro - går Kongevejen.


Det Kongelige Bibliotek, Fotografisk atelier.
 

Her er en virkelig interessant artikel om dette emne og hvorfor borgen blev opført her. Læs mere her:

nedslagtningen_paa_oen_sur.htm

Det er herfra jeg har taget kortene - for at vække din appetit og give dig lidt viden.

Oprindelig bestod kirken kun af det forholdsvis korte og brede skib og det lille kor mod øst. Rester af kalkmalerier i koret — heriblandt et par velbevarede indvielseskors — viser, at koret har haft et fladt loft.

Derimod er skibet fra første færd bygget med hvælvinger for øje. Disse hvælvinger opmuredes i 1400— tallet.

Mands-indgangen har været mod syd, omtrent hvor den nuværende dør er. Kvindeindgangen mod nord er tilmuret; men over denne ses udvendig en granit-tympanon, der tidligere formodentlig har siddet over døren til rundkirken.

Ingen af kirkens oprindelige vinduer er bevaret. Dog ses korets tilmurede østvindue udvendigt i muren.

Omkring 1550 tilføjedes mod nord tårnet og mod syd sideskibet — også kaldet ”Haugerup kirke” efter en landsby i sognet.

Indvendig havde både tårnrum og sideskib fladt loft indtil 1927, da disse rum dækkedes med smukke krydshvælv i middelalderlig stil.

Arkitekt for disse nyskabninger var Lønborg—Jensen.
 

Det lille femsidede sakristi (præsteværelse) er bygget 1861 af arkitekt Kornerup.

I 1956 restaureredes kirken af arkitekt Rolf Graa; fra den tid stammer gulvet lagt af nye munkesten med trin af kvadersten fundet på kirkebakken.

Der står også et el-orgel. "Jeg tager lige og tænder for det. Så kan jeg spille et præludium, en fuga, en toccata - eller hvad med et par salmer - I Østen stiger solen op eller Altid frejdig når du går - eller Johan Pachebels Canon - den er så smuk. Selv foretrækker jeg: Jesus, meine Zuversicht - den skal spilles med en fuld vibrato og en tone som om orglet græder. Måske Charles Callahans Pastorale - den begynder med at orglet fløjter. Nej du er vist til: Om lidt blir´her stille - om lidt er det forbi. Fik du nå´ed det du ville - fik du hørt din melodi ..."

"Du kan understå dig i at tænde for det orgel og spille på det! Det er alt rigeligt, at jeg skal høre på det derhjemme."

I tiden før reformationen 1536 - den katolske tid - lukkede man i fastetiden de to fløje i - for så atter at åbne dem på den festlige påskedag.
 

Altertavlen er en billedbog om Jesu lidelseshistorie fra natten før langfredag til påskemorgen.
Øverst til venstre piskningen af Jesus. Derunder tornekroningen og nederst Pilatus, der vasker sine hænder. Øverst til højre segner Jesus under korset, mens Simon af Kyrene træder hjælpende til med at bære korset til Golgatha. Derefter springer vi ind i det store midterfelt — nedtagningen af korset. Personerne
omkring korset er fra venstre: Johannes, der holder om Jesu mor Maria, Nikodemus og Josef af Aritmatæa samt en hjælpende romersk soldat.

I højre sidefløjs midterfelt ses gravlæggelsen, ikke i en klippe- grav, men i en kongesarkofag, som man kendte dem i 1400—tallet.

Nederst til højre endelig Jesu opstandelse påskemorgen.
 

Vi kender netop denne udformning af et krucifiks fra utallige andre danske kirker.

Jorden herfra er brugt til en halvkredsvold, der har ligget rundt om bakken med enderne ned mod søen.

En stor del af denne vold er bevaret, omkransende præstegården og præsteengen.

I dens nuværende form er volden fra 1100—tallet og har tilknytning til borgen (se nedenfor), men dens kærne er ældre, muligvis fra 600 f. Kr.

En rest af rundkirkens mur er frilagt, og murens runding viser, at denne kirke har haft samme diameter som Bjernede rundkirke, der også er bygget af Hvide-slægten.

Formodentlig har den haft to stokværk ligesom i Bjernede, sådan at man fra borgen har kunnet komme direkte til det øvre stokværk, idet rundkirken også har tjent som fæstningstårn.

Af rundhuggede sten, fundet på kirkegården, har Nationalmuseet ladet opføre en søjlerest ved tårnet af den nuværende kirke; fire sådanne søjler har — ligesom i Bjernede — båret loftet i rundkirken.
 

Hvordan borgen så ud, ved man ikke; men der er i jorden fundet rester af mindre søjler og vinduer i frådsten, sandsten og granit, der tyder på, at borgen har været et ret fornemt romansk bygningsværk.

Om livet på borgen taler en mængde potteskår og andre huslige småting fra 1100— tallet fundet i 1971 under gravning af en rende i præsteengen.

Peder Thorstensøns nevø Absalon grundlagde klosteret i Sorø. I tiden efter Peder Thorstensøns død blev borgen en generende nabo for klosteret, som derfor i 1205 erhvervede hele borganlægget, hvorefter klosteret lod først borgen og en del år senere rundkirken nedrive

BROMME KIRKE I MUNKE BJERGBY

MUNKE BJERGBY KIRKE

BJERNEDE KIRKE - ENESTE RUNDKIRKE PÅ SJÆLLAND

Sune havde sandsynligvis set Schlamersdorf kirke i Wagrien, hvor han var flere gange som hærfører under Valdemar I den Store. Horne kirke, Bjernede kirke og Thorsager kirke er alle bygget efter samme grundplan som kirken i Schlamersdorf, og det anses for sandsynligt, at den nævnte rundkirke i Pedersborg var af samme type, måske kun med en midtersøjle i kirkerummet som i de bornholmske rundkirker.

Våbenhuset er bygget omkring år 1500, og medens tårnet blev ombygget i 1400-årene, blev det fra 1890-1892 ført tilbage til sit oprindelige udseende ved arkitekten H. B. Storck. Indvendigt støttes kirken (som Horne og Thorsager rundkirker er, og som sandsynligvis Pedersborg har været) af fire store granitsøjler der bærer rundbuede hvælvinger. I tårnet er der et rum, som slægten Hvide brugte som mødelokale, og i modsætning til de bornholmske rundkirker er det ikke forsynet med skydeskår. Om disse overhovedet er skydeskår er stærkt omdiskuteret - man kan ikke se noget så tæt på kirken, at man har kunnet ramme med bue og pil.

Resterne af en tilsvarende rundkirke kan ses i Pedersborg, ved siden af den nuværende kirke (Bl.a. en del af det, der kan være en af de oprindelige bærende søjler, står NV for kirken), og i Roskilde lå i sin tid Allehelgens rundkirke, der er nævnt som en "generalprøve" på Olsker kirke på Bornholm – det kan dog også være omvendt, at Allehelgens i Roskilde er bygget senere end Olsker. Pedersborg rundkirke blev bygget i tilknytning til Peder Torstensens borg – han var hærfører under Valdemar I den Store og dermed kollega til Sune Ebbesen, samt morfar til biskop Peder Vognsen, der anses for at være ophavsmanden til Thorsager rundkirke. Peder Vognsen havde med andre ord kendskab til flere rundkirker fra Sjælland, da han blev biskop i Jylland.

Storck blev senere stærkt kritiseret for tilbageførelsen, og P. V. Jensen Klint og Ivar Bentsen lavede i årene efter restaureringen kirkeprojekter, der imiterede Bjernede Kirkes gamle udseende med det bispehue-lignende tag. Den drastiske restaurering blev et vendepunkt i retning af mere skånsomme restaureringstendenser.



 

I Pedersborg var der også oprindelig en rundkirke - den kommer vi senere til.

 

Der er nu ikke tale om en sognekirke. Det er ikke folkets kirke. Det er stormandens. Man har set denne rundkirkeform på korstogene til Jerusalem. Det er gravkirken i den hellige stad der er forbilledet. Idéen er at stormanden til sin tid skal ligge begravet her i gulvet i midten af den runde kirke. Det er en fyrstekirke en gravkirke. Så kan man komme på niveau på Jesus.

Det er politisk sådan i Danmark ved 1200-årenes midte at bestod de danske realiteter særlig deri at der rundt om i riget fandtes nogle få slægter af en rigdom og position der ville kunne tillade dem at true kongernes sikkerhed. Den position holder de helt op i 1800-tallet. Ved reformationen konfiskerer man lige al kirkens jord og giver den fortrinsvis til højadelen indtil da har fordelingen været 40% til adelen, 40% til gejstligheden og 10% til såkaldte frie bønder og resten til Kongemagten. Efter reformationen er der omkring 8 højadelige slægter der ejer 80% af al jord i Danmark.

Kirkeinventaret i landets middelalderkirker viser også tydeligt, at det er skænket til kirken som aflad for udplyndring af bønderne. De bliver holdt som slaver og har ingen rettigheder af økonomisk art og har stort set ingen politisk indflydelse. De mange herremandssæder er ofte bygget som borge. Ikke kun for at holde fjenden stangen, men også for at sikre sig mod væbnede oprør fra bønderne, som der er mange af. Der bliver brændt rigtig mange store herremansgårde af. Derfor bygger man i sten, med voldgrave og fæstningsmur.

Vore ældre kirker er overbroderede med epitafier, som overklassen har ladet skære og udstyre med malerier og af sig og sin familie.

Går man rundt på kirkegårdene kan man også finde kæmpestore gravsteder. Eksempelvis en godsejer der har købt en mindre parcelhusgrund på kirkegården, hvor han som død kan ligge og prale med sin storhed. Vi finder også mindre gravsteder med en beskeden sten, men så er det almindelige mennesker. I vore dage ligger de fleste begravet i en askefællesgrav - gemt og glemt som aske. Kirkegårde er et kulturhistorisk museum over det klassedelte samfund. Det samme gælder kirkerne. Det er også pudsigt, at skriver sin stilling her i livet på gravstenen: Godsejer, proprietær, gårdejer, sognefoged. Vi har aldrig fundet en sten med løsarbejder eller kassedame i netto.

En lille, men imponerende kirke
Kirkens svære mure er fra 1,50 til 1,70 m tykke. de rejstes af kampesten fra skove og marker. Man undrer sig, når man ser, at i 7,2 meters højde fra den svære dobbeltsokkel er byggematerialet mursten. Men netop i 1160'erne blev kunsten at brænde "munkesten" kendt på Sjælland. Kamp er et tungt og vanskeligt materiale - mange steder måtte stenene krumhugges for at passe til rundingerne; - bygherren og stenmesteren har haft let ved at beslutte sig: resolut lader man hidkaldte kyndige i kunsten at brænde sten, og snart blusser det i teglovnene på kirkegården. De røde og gullige "bagte sten" bæres op ad stiger og stilladser og mures op - ubehjælpsomt, kan man se; endnu var murenes håndværk på det famlende begyndertrin.
Stolte har bygherrens familie, gårdens talrige befolkning og sogneboerne været, da bygningen var rejst, og de gik over kirkegårdens græs op til den høje indgangsdør, kirkens eneste, med bygherrens tavler over. Våbenhuset er først bygget i den sidste del af middelalderen, så man trådte lige ind i det dunkle, mærkelige, runde kirkerum, hvor røgelsesduften og helgenbillederne (Den hellige Guds Moder og Sct. Laurentius?) i sidenicherne og allermest højalteret oppe i koret stemte sindet til andagt og gudsfrygt.

Her er diagonalsnit af kirken, så du kan se konstruktionen.

 

Efter reformationen er opfattelsen den, at der ikke sker nogen forvandling. Nadveren er et rent mindemåltid og ikke en lille fest for kannibaler.
 

Vi ser Moses helt ude til højre med stentavlerne med de ti bud. Vi ser evangelistsymbolerne: Løven, Tyren, Ørnen og blot et menneske. Der er også små glade englehoveder med røde basunkinder.

 

Den meget smalle snoede stentrappe. De fire murstenssøjler og trappenedgangen

Ovensalen
En ganske smal, snoet stentrappe nær ved kirkedøren, kunstfærdigt bygget ind i den svære mur, fører op til "ovensalen". Spændende, alt andet end mageligt - men det lønner sig!

Vi måtte råbe om der var nogen deroppe, der var på vej ned - det var der. Man kan ikke passere hinanden.

Vi mødte nogle mennesker der var der lige som os for at se kirken. De fotograferede med store dyre tunge digitalkameraer. Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke havde stativerne med og en batteridrevet videolampe, men det havde jeg glemt i skyndingen. Derfor er en del af mine billeder uskarpe og grynede. Nu køber jeg et professionelt kamera. Det er nu ikke kameraet i sig selv, der skaber billederne - det er efter min beskedne men faste overbevisning personen bag kameraet. Jeg kunne også slæbe professionelt fotoudstyr med, men jeg gider ikke slæbe rundt på det i store tasker. Mine billeder skal jo ikke bruges til reproduktioner i kunstbøger, men blot til at illustrere hvad vi har set på en tur og forsøge at give det videre med lidt kommentarer. Vi skal ikke hyppe nogle hellige kartofler og kan skrive som det falder os ind.

Det mener vi det bliver mere menneskeligt og levende af.

Jeg har lige regnet ud, at jeg har taget 10.000 billeder med mit lille billige digitalkamera fra ALDI, som jeg kan have liggende i lommen. Det har kostet 900 kr.

Jeg skal lige sige, at en af de vanskeligste ting ved at fotografere inden i kirkerne er at alt får kraftige farveforskydninger - såkaldte farvestik. Heroppe i ovensalen - som et eksempel er der meget kraftigt rødt farvestik. Det er lyset udefra der kastes tilbage af røde teglsten og giver det hele et rødt skær. Jeg kan korrigere for det med hvidbalancen. Det vil sige jeg skal holde et hvidt lommetørklæde op foran kameraet og så indstille hvidbalancen. Det lyder jo simpelt, i praksis gider jeg det ikke. Alt er jo i virkeligheden farvet rødt af lyset herinde. Det er virkeligheden.

Vi fik en snak med nogle af de besøgende. Nogle skulle videre til Fjenneslev lige som vi selv.

Da vi forlod kirken faldt vi snak med en ung kvinde. Hun var ved at vaske døren ind til våbenhuset af. Hvorfor gør du det spørger vi. Jo, den skal males og så skal den være ren. Vi spørger om der er mange der besøger kirken. Ja, her i sommertiden kommer der virkelig mange om dagen, men hele året er der besøgende. Der kom flere busser ad gangen og de har egne førere med. Der er nogle der dyrker de her middelalderoverklassekirker som en helt kult.

Vi går og funderer over om selveste biskop Absalon har holdt gudstjeneste her. Der har han 100% sikkert, det var jo familiens ejendom.

Dukker man fra den mørke trappe op i lyset, står man i et stort, rundt rum, 3,6 m højt, med 6 smukke, romanske dobbeltvinduer og med tømmerkonstruktionen i kegletaget over ens hoved. De fire svære bæresøjler er heroppe firkantede. Allerøverst er det ottekantede tårn; en trætrappe fører derop. Heroppe er en enestående udsigt. I ovensalen er ophængt professor Storcks alterprydelse fra 1892. Det øverste af kirken fik sit udseende i 1890-92.
 

Hvad har rummet været brugt til?
Har det været bygget til forsvar, som fæstning? - Intet tyder derpå. Har rummet været stormandsslægtens private kapel. I så fald har det været højst upraktisk, og selve kirken var jo deres, til rådighed når som helst. Har der mellem de fire søjler været åbent, så at herskabet her oppe fra kunne se ned og overvære gudstjenesten? - Undersøgelser har vist, at det ikke har været tilfældet. Har det været et højtideligt ceremonirum, et samlingssted, hvor man i absolut afsondrethed kunne drøfte "klanens" fælles optræden og indsats i krig, politik, ved køb og salg af jordegods, ved giftermål, ved arvespørgsmål, ved stridigheder og forlig?
 

Mellem de fire søjler har der uden tvivl været en forhøjning med et alter. Indhuggene i søjlernes mursten tyder derpå. Et krucifiks eller lignende har været alterprydelse, og bag alteret har man set mod det kløverbladsformede vindue mod øst.

Kirkens senere skæbne
Sunes stolte kirke kom i århundredernes løb i forfald, og hen imod 1500 blev det nødvendigt at rive en stor del af det øverste murværk ned. Den billigste måde at erstatte det på var at dække den runde kirke med et sadeltag, hvorved den fuldstændig mistede karakter og fik form som en bispehue.

De krumme gavle i øst og vest og et lille firkantet tårn, som et almindeligt kirketårn med klokkerne inden i, så højst usædvanligt ud. Denne vandalisme gik også ud over koret, der gjordes til et firkantet rum med et fladt, gipset loft. I middelalderens sidste tid byggedes også våbenhuset - hidtil gik man direkte ind ad døren med Sunes mindetavler. Bjernede Kirkes profil var blevet totalt forandret.
Imidlertid vænnede man sig til kirken i dens nye, underlige, stilløse, men morsomme skikkelse. Mange er af den mening, at den burde have været bevaret. Den var blevet egnens folk kær.

Sunes kirke genskabes
Ved en omfattende med knap så heldig restaurering 1890-92 førtes kirken tilbage til sin oprindelige skikkelse under ledelse af professor H. B. Storck. Den mand har mange hårde tåbelige kirkerestaureringer på sin samvittighed. Kegletaget genskabtes, koret fik sin tidligere form med apsis og hvælving, alterpartiet fornyedes, og på kirkegården byggede man i gammel stil en klokkestabel til de to klokker.
Skulle kirken atter blive middelalderens stolte rundkirke og minde os om Danmarks storhedstid med dens kraft og fromhed og frygt hos alle - overklassens udbytning og overklassemanerer og konger der drog på røvertogter og voldtog, plyndrede og ødelagde som en anden forbryderbande, blev restaureringen dog ikke særlig vellykket.

Det var virkelig originalt med den bispehue, som jo er åben fiskemund man har på hovedet. De første kristne symboler var to fisk og en kurv med fem brød. De kender historien fra bespisningsunderet, hvor der er kommet alt for mange til et vækkelsesmøde.
 

Tænk manden laver en altertavle i en stil, der hører en forgangen fortid til. Vi er i 1892 - det er forrykt.

Storck producerede krucifikser, altertavler og andet kirkeinventar som en anden hjemmebager. Han lavede et utal af kirkerestaureringer - altid var der noget der skulle laves om og forandres. Meget meget sjældent til det bedre.

Den er heldigvis kommet i skammekrogen i ovensalen.

Hermann Baagøe Storck eller blot H.B. Storck (18. februar 1839, Skibby, Horns Herred – 4. december 1922, København) var en dansk arkitekt, professor og illustrator beskæftiget både med nybyggeri og restaurering. Skønt hans værker tilhører historicismen, var han en nøgleperson i bevægelsen væk fra historicismen i retning af nationalromantik og nybarok og en friere fortolkning af historiske forbilleder.

H.B. Storck var søn af sognepræst Johan Frederik Storck og Margrethe Cathrine Holten og dermed præstesøn som så mange andre samtidige arkitekter. Mange kulturpersonligheder hørte til forældrenes familie og omgangskreds, bl.a. Kunstakademiets direktør J.F. Thiele, der var moderens fætter. Han blev student 1859 fra det von Westenske Institut, havde tidligt fået tegneundervisning og blev optaget på Kunstakademiet på J.H. Nebelongs anbefaling, hvor han vandt den lille sølvmedalje 1863 og den lille guldmedalje 1866. I 1861 foretog han en rejse til Lübeck og året efter til Østpreussen. Han var medarbejder hos J.H. Nebelong og J.D. Herholdt. Storck var elev af Herholdt, for hvem han som konduktør ledede ombygningen af Herlufsholm 1867-70; han foretog flere rejser i udlandet bl.a. til Italien 1870-71. Ved siden af Herholdt var Storck i sin studietid påvirket af N.L. Høyens kunsthistoriske forelæsninger, der styrkede hans allerede vakte interesse for arkitekturhistorie i almindelighed og landets nationale arkitektur i særdeleshed. Danmark gennemrejste han på kryds og tværs og erhvervede sig et enestående kendskab til gammel dansk kirkearkitektur; hans navn blev først kendt, da han efter N.S. Nebelongs og Julius Tholles død overtog fuldførelsen af Viborg Domkirkes restaurering. I 1879 blev han titulær professor. Storcks indsats i dansk bygningskunst falder i to hovedafsnit: Hans restaureringer af vore middelalderlige kirkebygninger og hans nybygninger.

Efter Nebelongs død blev Storck konduktør ved Viborg Domkirke, der på dette tidspunkt var fuldført, hvorfor Storck fik til opgave at tegne det nye inventar. Arbejdet med Viborg Domkirke bragte ham i kontakt med J.J.A. Worsaae, der på mange måder kom til at påvirke Storcks restaureringssyn.

Såvel Høyen som Worsaae hyldede tilbageførelsesprincippet, hvis mest kendte fortaler var den franske arkitekt Viollet-le-Duc, der mente, at bygninger burde rekonstrueres i deres ideale, ikke deres historiske og uperfekte form. Princippet var desuden nedfældet i lov om kirkesyn fra 1861, men i modsætning til Høyen mente Worsaae imidlertid, at der også skulle tages antikvariske hensyn, og at senere bygningsdele havde lige så stor ret og historisk værdi som den oprindelige bygning. Dette synspunkt delte Storck, men kun hvis den senere bygning havde arkitektonisk værdi og ikke overskyggede den oprindelige arkitektur. Storcks høje krav til kvaliteten, såvel kunstnerisk som teknisk, overmandede i mange tilfælde hans ellers veludviklede sans for antikvariske værdier, og derfor forekommer mange af hans "restaureringer" med nutidens øjne meget drastiske, selvom de er moderate jævnført med samtidens og den internationale målestok. Et eksempel på dette er tilbageføringen af Bjernede Kirke, der blev meget omtalt og kritiseret. Men hans restaureringssyn ændrede sig med årene, og han erkendte senere, at der var en betragtelig usikkerhed omkring de historiske bygningers oprindelige udseende. Hans mesterlige indlevelsesevne ses bl.a. i det rekonstruerede spir på Helligåndskirken i København.

Fra Storcks tidligste ungdom havde studiet af vore middelalderlige bygninger optaget ham; han var med til at påbegynde udgivelsen af Ældre Nordisk Architektur og var medredaktør, til tider eneredaktør heraf uafbrudt i 50 år. Dette værk har haft sin store betydning ved særlig at vække interessen og sansen for vore middelalderlige bygninger. Kunsten at restaurere fandt i ham sin første forstående udøver i Danmark, han var den første, som her i landet forstod at trænge ind i den middelalderlige bygningskunsts ånd. Storck var engageret i bygningsbevaring og var med til at hindre, at Helligåndshuset i Randers og Karmelitterhuset i Helsingør blev nedrevet. Hans indsats på dette område gjorde ham til en naturlig medstifter af Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring 1907, og var dens formand til 1911.

Af Storcks restaureringsarbejder kan nævnes: Helligåndskirken i København, kirkerne i Stubbekøbing på Falster, Horsens Klosterkirke, Skarp-Salling Kirke i Jylland, Ledøje, Bjernede, Merløse, Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge, Sankt Olai i Helsingør, Præstø, Stege og Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg, domkirken i Maribo, Sankt Bendts Kirke i Ringsted samt Sankt Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster i Helsingør.

 

FJENNESLEV KIRKE

Nu er det blevet sent på eftermiddagen. Vi sætter GPSen til Sorø Torv. Her finder vi en 2-timers parkeringsplads. Nu vil vi have noget at spise og drikke. Vi gider ikke lave aftensmad når vi kommer hjem så vi kan lige så godt sige at det er aftensmad vi spiser.

Vi spadserer lidt rundt for at se hvad der er af spisesteder. Der ligger en italiensk restaurant - her har vi været før så den tager vi. Vi sætter os ned udenfor, selv om det er varmt synes vi det trækker og blæser omkring os. Vi går indenfor bestiller og drøfter hvad vi har set.

Maden smager os og det er også vederkvægende, at få noget koldt at drikke. Det vi har i bilen er 30 grader varmt.

Vi er kommet ind fra øst og kører samme vej tilbage bare sydpå. Her ser vi Sorø sø, Akademiet og Sorø klosterkirke. Det eneste der er tilbage af klosteret er byporten, du ser på billedet ovenfor.

På vej hjem fortæller jeg min kone om Holberg som testamenterede sin formue til Sorø Akademi - han ligger i Sarkofag i kirken. Om Absalon der fik skiftet et hold munke ud med et andet og lige fik købt Pedersborg og fik revet det ned - det kunne være en farlig konkurrent.

Endelig er  der - der er nu flere - men vi må ikke glemme B. S. Ingemann, som var underviser i dansk på Akademiet. Han havde en times undervisning om ugen. Eleverne kunne ikke udstå ham. Tid havde han nok af og derfor har vi en skat af salmer (Nu titte til hinanden, I Østen stiger solen op, Julen har bragt velsignet bud, Den store Mester kommer, Lysets engel går med glans og Dejlig er jorden ... og et hav af andre. Hans morgen- og aftensange er uforgængelige) og meget mere skribleri fra hans side. En dag forærede N.F.S. Grundtvig ham en oversættelse af Saxo grammaticus´s Danmarks krønike, som han havde oversat fra Saxos meget fornemme og strålende latin til et mere jævnt og forståeligt dansk. Det inspirerede Ingemann til at skrive historiske romaner - og noget skulle den gode mann jo få tiden til at gå med. Han ligger ikke i kirken, men er gravet ned på kirkegården.

"Prøv at se hvor fantastisk smuk alléen her er, vi har ikke mange veje med så flotte vejtræer i siderne og en sådan udsigt over søen." siger jeg til min kone. "Bestemt!" siger hun. "Her er faktisk smukt".

Vi vil køre over Bavelse og Tystrup søerne hjem. Vi bliver dirigeret en anden vej hjem. Det kan vi ikke forstå. Nogle dage efter finder jeg ud af, at det skyldes at jeg har lavet en fejl og indtastet et forkert bynavn og GPSen finder selvfølgelig den korteste vej. Det gjorde ikke noget - vi var alligevel for sent ude og var nu trætte.

Turen gav os inspiration til en masse andet vi vil se. Hvorfor ikke nyde en udflugt i bil i sit eget land i den egn hvor man bor og lege turist , Vi har i vort land så smukke steder og så meget spændende at se på.

"Er det ikke tosset?" siger min kone - "at vi drønet rundt i udlandet. Det har selvfølgelig været fedt, men det er ligegodt tosset, når vi har alt det her lige i nærheden."

"Det var jo derfor jeg fandt på turen." siger jeg og glæder mig over, at hun er tilfreds med det hele.

Jeg har påbegyndt det her den 15. august 2012. Jeg ved ikke hvornår alle teksterne er på plads.